Pouring, malekursus

“Pouring” er en spændende teknik, hvor akrylmaling gøres tyndtflydende med et såkaldt pouring-medium og “hældes” ud på lærredet / malegrunden med nogle udvalgte teknikker.

Med pouring-teknik opstår der nogle sjove “celler” i maleriet, som giver et helt særligt udtryk.

Vi prøver forskellige pouring-teknikker og lægger kontrollen på hylden for en stund. Prøv fx “Dirty pour”, “Flip-cup”, “Swipe”, “Spin”, “Balloon splash” … og meget andet 🙂

Det legende og eksperimenterende er i centrum.

25sep09:3015:00Pouring kursusEksperimenterende maleri med akrylmaling og pouring-teknikker, éndags-kursus, kl. 9.30-15.00

Pouring er både for dig som ikke har erfaring med at tegne og male og for dig der har, men gerne vil træde nye stier på den kreative vej. Pouring er for voksne og børn over 12 år.

Det koster 900 kr. pr. deltager for en dag at deltage. Alle materialer på nær malelærred er indeholdt i prisen (maling, pouring medium mv.). Jeg har et udvalg af lærreder, som kan købes, og du er også velkommen til selv at medbringe lærreder.

OBS: Her har du mulighed for at bruge klippekort. Se mere her.

Til pouring starter vi kl. 9:30 og slutter kl. 15.

Pouring foregår på Østerskovgaard mellem Galten og Låsby.

Pouring + papmaché = påfugl

Sidst jeg eksperimenterede med pouring kom der et udtryk frem, som grangiveligt mindede om en påfugls fjerpragt. Skønt! Så mangler vi bare selve påfuglen!

børne-kreaholdet arbejder vi af og til med pap-maché som en enkel og vidunderlige måde at formgive på. Følg med i billedserien herunder, hvordan påfuglens krop blev lavet.

Grundformen til påfuglens krop lavede jeg af blød plast, som blev fisket op af skraldespanden. Med lidt malertape blev plasten tøjret, så formen blev stabil. For at få en ensartet og formstabil overflade, blev kroppen pakket ind i papmaché. Efter en dags tørretid kunne kroppen males og udsmykkes.

Bagkroppen til påfuglen – og samtidig overgangen til pouringbilledet – er lavet af et stykke malet indpakningspapir fra en postforsendelse. Det er limet fast til pouringbilledet og et stykke bagside-pap med limpistol og derefter udstoppet med blød plast – igen fisket op af skraldespanden.

De grønne skæl på bagkroppen er lavet af “åbne-dimser” fra sodavandsdåser.

Så alt i alt et upcyklingsprojekt 🙂

Hvis du selv får lyst til at arbejde med papmaché, så er her en enkelt opskrift på melklister. Det er nemt, billig og uden kemikaler – og kan oven i købet spises, hvis der er børn med ved bordet, som kommer til at “prøvesmage”.

Opskrift på melklister til papmaché:

  • 2 dl. vand
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 spsk. sukker (til konservering)

Vand, mel og sukker piskes i en lille gryde og koges op, mens der piskes hele tiden.

Når melklisteret er kølet af er det klar til brug.