Kreativ Sommerskole for voksne – uge 28
Glæd dig til en uge med kreativ fordybelse, nærvær og inspiration når der er Kreativ Sommerskole for voksne i uge 28. Vi tegner skitser, maler med akvarel, tusch og akrylmaling.

Kursusbeskrivelse
Glæd dig til en uge med noget, der mest af alt minder om en sommerhøjskole, når vi holder ”Kreativ Sommerskole for voksne” på Østerskovgaard i uge 28 – 2026. En uge med kreativ fordybelse, inspiration, socialt samvær og fællesskab omkring maleglæden, men med meget færre deltagere end på en sommerhøjskole, så der bliver god plads, ro på, tid til sparring og basis for at lære hinanden godt at kende.
Fra mandag den 6. juli til og med fredag den 10. juli vil vi sammen fordybe os i at male akvarel, tegne skitser, male på lærred og have hyggeligt socialt samvær med kreativitet som overskrift.
Du kan være med både som begynder, letøvet og erfaren i at male og tegne. Du kan deltage med indkvartering eller du kan køre hjem og overnatte – alt efter hvad der passer bedst for dig.
KORT OM SOMMERSKOLEN
Vi bruger størstedelen af tiden i Kreativenergi’s skønne atelier på Østerskovgaard samt i de dejlige omgivelser på gården med skov, gårdhave og højt til himlen.
På Kreativ Sommerskole for voksne handler det om at:
- Have tid til kreativ fordybelse og flow
- Inspirere hinanden
- Opdage motiver og inspiration i de nære omgivelser og omsætte dem til skitser, akvareller og malerier
- Få nye tips og tricks til dit malearbejde, som du kan bruge både på sommerskolen og bagefter
- Få sparring til dit malearbejde ud fra dit niveau og dine præferencer
- Være sammen med de andre på holdet om glæden ved det kreative
- Socialt samvær med plads til forskellighed og muligheder for at tjekke ind og ud efter behov
Jeg byder ind med velforberedte øvelser, individuel vejledning og deler ud af tips og tricks undervejs.
Alle materialer inkluderet på nær lærreder og akvarelpapir. Du kan købe begge dele hos mig efter behov eller medbringe hjemmefra.
PROGRAM
Vi starter mandag den 6. juli kl. 10.00 og slutter fredag den 10. juli kl. 14. Programmet er tilrettelagt sådan, at undervisning og oplæg foregår i dagtimerne fra kl. 9 til ca. 16 med indlagte pauser. Derefter er programmet fleksibelt, så du kan arbejde videre eller slappe af. Programmet for ugen er under udarbejdelse og bliver tilgængeligt i løbet af de første måneder 2026. Programmet vil indeholde en kombination af skitser, akvarel og akrylmaleri. Hvis du har deltaget på Kreativ Sommerskole for voksne tidligere, vil du opleve nye oplæg i 2026, men en struktur og ramme som er sammenlignelig med sidste år.
INDKVARTERING
Du har følgende muligheder for indkvartering på Østerskovgaard
- Eneværelse hvor du har dit eget soveværelse. 1700 kr. inklusive morgenmad.
- Deleværelse for to personer. Det kan være en du følges med eller en af de andre på holdet, som du ikke kender endnu. 1200 kr. inklusive morgenmad.
- Overnatning i medbragt telt eller campingvogn, som du selv sørger for at stille an på græsarealet. 200 kr. inklusive morgenmad
- Overnatning i shelter. 250 kr. inklusive morgenmad.
For alle indkvarteringsmulighederne gælder, at der er adgang til to fælles køkkener samt to fælles badeværelser. Derudover er der adgang til flere toiletter på gården.
FORPLEJNING
Morgenmad:
- Deltagere som overnatter hjemme, sørger selv for morgenmad hver dag, inden vi begynder dagens program.
- Deltagere som er indkvarteret på Østerskovgaard, spiser morgenmad i spisesalen ved høflig selvbetjening. Der er købt ind og sat i køleskabet, så det er bare at finde sagerne frem og koge æg, riste brød osv. Betaling for morgenmaden er inkluderet i beløbet som du betaler for indkvartering.
Frokost, snacks og aftensmad:
- Frokost, snacks og aftensmad er inkluderet i prisen og bliver hentet, anrettet og ryddet væk igen af en hjælper.
Drikkevarer:
- Der er kaffe og te på kanden til fri afbenyttelse alle dage, når vi er på Østerskovgaard.
- Den dag vi er på udflugt, vil der være mulighed for at købe kaffe, sodavand mv. for egen regning.
- Sodavand, øl og vin er generelt ikke inkluderet i prisen. Der vil være et lille udvalg af forskellige drikkevarer til rådighed, som du kan købe i løbet af ugen.
HVAD KOSTER DET?
Det koster 3.500 kr. at deltage i Kreativ Sommerskole for voksne. Dertil kommer forplejning som koster 1.200 kr. og inkluderer frokost, aftensmad, snacks samt kaffe og te.
Hvis du deltager med indkvartering er der forskellige priser alt efter hvilken løsning du vælger. Se under afsnittet om “Indkvartering”.
Morgenmad er inkluderet i prisen, hvis du er indkvarteret. Deltagere som sover hjemme sørger selv for morgenmad.
Køb billetter
4.700,00 kr.
4 på lager
Find vej
Monrads Kreativ Energi ApS
Østerskovgaard
Østerskovvej 18
8670 Låsby
Tlf: 51 17 61 72
Kommende kurser

Gelliprint, voksen+barn
Gelliprint er en spændende trykketeknik, hvor vi laver flotte flerlags tryk af planter, stencils og andre materialer helt uden at få brug for en kniv (som ved linoleumstryk)

Tuschballade
Tuschballade er sjov og eksperimenterende maleri med flydende tusch på akvarelpapir. Giv fantasien et puf denne weekend.

Mal løs aften
Tag dit igangværende maleri under armen og få sparring til at komme videre. Maleworkshop om aftenen med samvær og inspiration.